Æggene i abonnementskasserne kommer p.t. fra en økologisk
ægproducent i St. Elmue.
-----------------------------------------------------------------------------
Æg fra Brinkholms egne høns
Få frisklagte æg fra Brinkholms egne høns
leveret med abonnementskassen
Af Tina Unger
På Brinkholm lægger vi stor vægt på
at kunne levere æg fra egne høns med abonnementskasserne.
På denne måde kan vi garantere friske æg
af god kvalitet fra høns, der lever et godt liv på
jordene ved Tryggevælde Å. Alle er naturligvis
velkomne til at lægge vejen forbi hønsegården
– enten på søndagstur eller eventuelt som
weekendlandmand med børn eller børnebørn.
Du kan læse mere om weekendlandmandsordningen her.
Tryggevælde-hønsene
Brinkholms høns flytter med mellemrum rundt på
gårdens jorde. Efter at have boet nogle år på
sydskråningen ned til Tryggevælde Å, er
hønsene nu flyttet til den modsatte bred. Med flytningen
har vi sikret hønsene frisk bunddække og træer
at sidde i. Høns er som bekendt skovdyr og holder af
at sidde i træerne, når de ikke har travlt med
at hakke i jorden efter grønt. Flytningen af hønsene
er endelig af stor betydning for forebyggelse af sygdomme
i flokken.
Hønsehuset
Vi har selv bygget hønsehuset på gården.
Hønsehuset består af siddepinde fra gulv til
loft samt små huler, hvor hønsene kan lægge
æg. Endelig findes der i den ene ende et miniature-pakkeri,
der på trods af den ringe størrelse er godkendt
som ægpakkeri.
Foder
Udover den basale økologiske hønseblanding spiser
gårdens høns, hvad der bliver til overs af grønsager.
Om sommeren kan det f.eks. være bladbeder, der er vokset
for store, eller rødbedeblade efter høst. Om
vinteren kan det være kål- og rodfrugter. Frisk
grønt giver farve til blommen. Orange kulør
i blommen er et sikkert tegn på, at der igen er grønt
til hønsene.
Race:
Som led i Dyrenes Beskyttelses projekt skiftede vi til hønseracen
Brun New Hampshire. Vi modtog den nye hønseflok på
440 incl. et antal haner dem 13. august 2007.