Kære Abonnent.
Så er det umiskendelig sommer – sol og varme,
regn og blæst, og vi har passeret Sankt Hans. Vi
har ikke fået hvidtet gården endnu, som man
ellers sagde i gamle dage skulle ske før Sankt
Hans.
Vi håber de dyrebare Stevnske jordbær har
været en god oplevelse, de kommer forhåbentlig
med i den sidste kasse før Brinkholm holder ferielukket.
Mange har sat deres abonnement i bero p.g.a. ferie, og
vi tager ferie om et par uger.
Der er stadig meget at se til i marken. Ukrudtet tager
ikke ferie ! – Rødkål og rosenkål
vokser godt i den lucernegødet jord. Spinaten voksede
lidt for langsomt i maj-juni-tørken, så at
alle kunne få en portion. Majroerne kommer med i
denne uges kasser. Rødbeder, bønner og majs
ventes til juli-august
Aktive andelshavere og ’Tordenskjolds soldater’
holder os oven vande – og til efteråret venter
store opgaver – høst af hvede og havre –
høst af de ovennævnte grøntsager samt
evt. forbedring af Andelshaver-Længen inkl. opsætning
af solfangeranlæg.
Mange venlige hilsner
Bill Barbour
Daglig deltagende bestyrelsesmedlem
(konst. TL)
Brinkholms majroerne blev høstet
tidligt lørdag morgen inden pakning, og da de var
fugtige efter nattens og morgenens regnbyger, skal
plastposerne åbnes hurtigt efter modtagelse.
HUSK: Brinkholm holder Ferielukket
uge 29 og 30 d.v.s. der er ikke levering d.13/7
og 14/7 samt d. 20/7 og 21/7 - Første levering
efter ferien er uge 31 søndag-mandag d. 27/7 og
28/7 2008.
Ugens kasse
Desværre blev rødbederne ikke store nok,
så de kunne høstes til denne uges kasse,
som det ellers var annonceret, men de kommer i næste
uge. Peberroden, som også skulle have været
i denne uges kasse, venter vi med til næste uge,
da peberrod og rødbeder passer godt sammen. Råkostsalat
med rødbeder og revet peberrod er en herlig spise
(opskrift vil medfølge).
Vi har valgt at gentage succesen fra sidste uge med de
helt fantastiske flotte danske blomkål, håber
I også synes, det er en dejlig dansk sommerspise
– både som let kogt så de endnu har
’bid’ og da helt afgjort rå til salatskålen
Fra næste uge vil der igen være 2
kg nye kartofler i de GRÅ kasser p.g.a.
faldende kartoffelpriser
Opskrifter
Majroer
Majroer skylles og evt. skrælles. Når de
høstet som her, små og fine, kan de anvendes
lige som radiser – skåret i skiver eller tynde
stænger, som tændstikker og kommes i salatskålen
eller blot spise til ost eller bare som mellemmad. Er
de større anvendes de som let dampet til fx fjerkræ,
hamburgerryg, lamme- og svinekød. De er også
velegnet til vildt. Majroer kan desuden anvendes i supper
og sammenkogte retter ellers koges sammen med kartofler
til kartoffelmos. De er også lækre som gratinerede
eller ovnbagte sammen med andre rodfrugter.
Blomkål
1 Blomkålshoved
1-2 Rødløg
2 dl Rygeost
1 dl Creme fraiche
1-2 spsk. olie
1-2 kviste friske krydderurter
eller brug hakket fennikeltoppe
salt, peber og evt. hvidløg
Skyl og pluk blomkålen, kog dem herefter møre
i let saltet vand indtil de er rimelig møre, må
gerne have ’bid’.
Løft så op og nedkøl hurtigt i iskoldt
vand. Dryp blomkålsbuketterne af.
I en lille skål røres rygeost, creme fraiche
og lidt olie godt sammen, krydder med salt & peber,
tilsæt efter smag presset hvidløg og/eller
lidt hakket/klippet friske krydderurter og vend herefter
blomkålsbuketterne i.
Hak rødløget fint og drys over, kan også
bruge hakket fennikeltoppe.
Fennikel
Skyl fennikel og skær den herefter i meget tynde
skiver, (gerne på et mandolinjern) og kom i en skål,
tilsæt citronsaft, olie, salt og peber og vend sammen
til en fin lille råkost.
Der kan evt. også tilsættes meget finthakket/presset
hvidløg samt finthakket ingefærrod.