Landbrugslauget
  Udskriv

PRESSEMEDDELELSE 25.08.2017

Det fællesejede økologiske landbrug Brinkholm på Stevns høster fødevaretrends med hånddyrkede grøntsager

2017-08-27:

Food trends fra Stevns
Mindre forarbejdning af fødevarer og gennemsigtighed med hensyn til indhold og oprindelse blev af Landbrug og Fødevarer spået som nogle af årets ’food trends’ . LandbrugsLauget kan her i andet halvår af 2017 bekræfte tendensen: Brinkholms hånddyrkede økologiske grøntsager med minimal brug af maskiner sælger godt.
Kunderne har respekt for, at produkterne ikke bare er samlebåndsvarer, men skånsomt produceret ved en gennemskuelig arbejdsproces: noget man kan forstå og tage og føle på. Måske netop derfor har flere og flere storbykunder nu også fået øje på Brinkholms grøntsagskasser, med bæredygtige, lokale og egenproducerede produkter af høj kvalitet - lige til døren og nemme at gå til. Tør man spå, at de bliver nogle af næste års fødevaretrends?

Landbrug i fællesskab 
Som landbrug er Brinkholm i bevægelse, nye ideer udvikles og kan ses og smages i de dugfriske grøntsager.
Heller ikke i fremtiden er det imidlertid mål om vækst, der styrer – men derimod fællesskabet, siger andelshaver og bestyrelsesformand i LandbrugsLauget Bente Hessellund Andersen: ”Økologisk gartneriproduktion med skånsomme dyrkningsmetoder er et godt eksempel på, hvordan vores fælles værdier om bl.a. lokal fødevareproduktion, fødevarekvalitet, natur- og miljøhensyn kan udføres i praksis.”

Brinkholm fejrer årets høst 
Traditionen tro slår Brinkholm dørene op lørdag d. 2. september og fejrer sæsonens høst af friske grøntsager.
Bl.a. tager Nikolaj Thomsen gæsterne med i grøntsagsmarken og fortæller om sine særlige dyrkningsmetoder.
Økologisk Høstmarked, som arrangeres af Økologisk Landsforening og de økologiske gårde i Danmark, er et vindue til Danmarks økologiske spisekammer. I 2016 var der 55.000 danskere, der trak i gummistøvlerne og drog på landet til gode oplevelser for hele familien.

For yderligere oplysninger: Bodil Holm, LandbrugsLauget tel. 23 34 82 99 Nikolaj Thomsen, gartner tel. 27 11 52 56 mail: info@landbrugslauget.dk Facebook: www.facebook.com/landbrugslauget Hjemmeside: http://www.landbrugslauget.dk/

Forfatter: