Udskriv

Leverandører

LandbrugsLauget har et tæt samarbejde med en række leverandører. De er naturligvis alle danske og økologiske med en årelang erfaring, som vore abonnenter nyder godt af. Her kan du læse mere om den enkelte leverandør:

Bageriet Aurion
Bageriet Aurion i Hjørring har eksisteret siden 1970`erne. Dyrkningsmetoden er biodynamisk og har sin oprindelse i filosoffen Rudolf Steiners teorier fra 1920`erne.
I Aurions mølle males udelukkende på stenkværne, en skånsom formalingsproces der bevarer kornets mineral- og vitaminindhold mest muligt.

Marjatta
Marjatta er skolehjem, bofællesskaber og værksteder baseret på antroposofisk medicin, terapi og pædagogik, der har sin oprindelse i filosoffen Rudolf Steiners (1861-1925) teorier. LandbrugsLauget får leveret fra Marjattas frilandsgartneri i Bækkeskov og drivhusgartneri i Vindbyholt, begge beliggende ved Præstø Fjord.

Gården Rønnely
Gården Rønnely i Svinninge ved Holbæk har siden 1970`erne været drevet af Erling og Maja Olsen. Halvdelen af de 56 ha, som Rønnely dyrker, er inddæmmet lammefjordsbund. Læs mere om Rønnely på www.ronnely.dk

Solhjulet
Solhjulet i Bjerringbro er en grossistvirksomhed under Foreningen for Biodymanisk Landbrug og har ligesom bageriet Aurion og Marjatta sin oprindelse i filosoffen Rudolf Steiners teorier. Alle Solhjulets fødevarer er godkendt økologiske. En stor del er yderligere Demeter-godkendte (biodynamisk dyrkede). Læs mere om Solhjulet på www.biodynamisk.dk

Lotte Lei - Hvidløg & Vin
Hvidløg & Vin er et lille familiefirma ved Fakse, som producerer økologiske hvidløg og importerer kvalitetsvine lavet på økologiske dyrkede vindruer.
De holder til på en gård i Lille Spjellerup, hvor de siden 1991 har drevet et økologisk landbrug med korn, græs, hvidløg og får.
I 1999 startede de import af vin fra Frankrig og forhandler i øjeblikket vin fra områderne Côtes du Ventoux , Coteaux Varois og Beaujolais. Sortimentet udvides løbende. Besøg deres hjemmeside www.hvidlog-vin.dk

Spidsroden
Spidsroden er en økologisk butik og netshop på Nørrebro i Københavns indre by. Begge foretgender ledes af Allan Lindgren. Her er et af LandbrugsLaugets depoter til vore abonnementskasser . Herfra får LandbrugsLaugets abonnenter i Københavns brokvarterer leveret kasser via cykelbud ved hjælp af specialdesignede miljøvenlige budcykler.

Det Grønne Hus
Det Grønne Hus (www.detgroennehus.dk ) Vestergade 3C i Køge har siden åbningen i 1997 som Køge kommunes Agenda 21 Center haft en nøglerolle som formidler af information samt interne og eksterne aktiviteter på miljøområdet i Østsjælland. Det grønne Hus rummer bl.a. bogsamling, demonstration af fx vandspareinstallationer, kompostering og økologisk have samt en økologisk café. Køge Å snor sig i baghaven. LandbrugsLauget har igennem et par år samarbejdet med Det Grønne Hus.