Landbrugslauget

Gårdens drift

`Pløjningens vidunderlige verden`

af Peter Vedel og Jørgen Fjelstrup

Midt i november skulle det være!
Hen over sommeren havde der været snakket meget om ukrudtsbekæmpelse. Efter høsten skulle der pløjes eller harves. Men tiden gik, og intet skete. På et tidspunkt havde et par medlemmer af teknikgruppen fået nok af snak og skred til handling. Nu skulle der pløjes.

Forberedelserne.
Belarusen (den store russiske traktor med firehjulstræk) blev udstyret med Brinkholms egen plov med tre skær og Fiat-traktoren med en lånt toradet. Så nu havde vi 2 traktorer med i alt 5 plovjern. Nogle prøvepløjninger på stykket, hvor vi havde grønsager i sommer, og på den store mark nærmest ved gården gav grund til optimisme. Mægtigt.


Så gik pløjningen i gang.
Det viste sig desværre hurtigt, at den store russiske traktor ikke kunne trykke ploven ordentligt ned i jorden, så effektiviteten var begrænset. Det gik bedre med Fiat'en, som er udstyret med dybdekontrol og kan holde ploven i en bestemt dybde, når den først er indstillet. Belarusen blev ”stemt hjem”, hvilket jo så betød, at vi fik reduceret kapaciteten til 40% og måtte se i øjnene, at det ville tage 2½ gang så lang tid, inden vi var færdige.
Men i gang kom vi. Først om dagen, og når dagslyset forsvandt, fortsatte vi med mørkepløjning. Med Fiat'ens kraftige projektørlys er det muligt at pløje i mørke, når blot der er pløjet for. Så er det ”bare” at fortsætte plovfure efter plovfure efter plovfure. Siden gik mange aftener med mørkepløjning og en del weekender i både dagslys og mørke, og i løbet af november og december fik vi angrebet og ædt det meste af marken mellem vejen og åen.

Pløjningens sorger og glæder.
Pløjning kan være ensomt, men har også sine spændende sider (!!!).Det er en særlig oplevelse at køre flere timer i træk i de lange plovfurer, mens man på skift iagttager vejrets skiften, bilerne på vejen, dyrenes adfærd, forhjulet i plovfuren og plovens arbejde. Så kan tankerne flyve, og det er ren mental afslapning, som kun afbrydes af forkerte motorlyde (hjulspind) m.m., som kræver indgreb.

Det sure slid: Kampen med og mod ploven. Ind imellem må man tale bestemt til både traktor og plov for at fortælle dem, hvem det er, der bestemmer. Prøve at rette de værst snoede plovfurer ud, så de er lettere at arbejde med ved næste passage. Amatørpløjerne måtte lære sig at anvende differentiale-spærre, når et af hjulene fedtede rundt, og at bruge de separate baghjulsbremser for at hjælpe med styringen samt at arbejde med den hydrauliske dybdekontrol, så ploven blev hævet en smule, når det hele var ved at køre fast i den hårde, tunge eller våde jord.
En lørdag aften eksploderede Fiat'ens ene forhjul, men heldigvis fandt vi ud af, at den gamle Ferguson (som jo ikke deltog i pløjningen) ”passer sko” med Fiat'en, så weekendens pløjning var reddet. Og så lykkedes det os foruden selve markerne at nedpløje en arbejdshandske, dækslet til traktorens oliepåfyldning, et halvt riveskaft og 7-8 hjulbolte til traktorens to baghjul. Alt sammen faldet af under kørslen.

Men glæderne! De stjerneklare nætter. Et par aftener var det helt skyfrit, og det var dejligt at stå ud af førerhuset nede ved åen for at få lidt frisk luft og iagttage nattehimmelens stjerner og den næsten fulde måne. Det enlige træ, der står i en bugt helt nede ved åen, blev næsten en ven. Det er rart at have en pejling til at vise, i hvilken retning åen ligger, når man skal vende helt ude ved kanten.
Noget af det mest spændende er dyrelivet, der kan iagttages fra et traktorførerhus. Først og fremmest i hundredvis af måger og råger/krager, der finder sig lidt orme og andet småkryb i de nye plovfurer, hvor man endog af og til kan få øje på en markmus. Også fasaner og rådyr færdes på marken, og med vildtet kommer også jægerne, som man en søndag i december kunne se danne kæde tværs over marken på den anden side af vejen, dog uden at deres anstrengelser bar frugt – de så vist ikke engang noget. Søndagen efter kunne man så se 3 rådyr spadsere i enkeltkolonne på langs ad den selv samme mark. De betragter vist ikke en traktor som nogen fare.
Og en dag dukkede der pludselig en flok rovfugle (falke eller høge?) op. Måske en 5-10 stykker, der satte sig i plovfurerne meget tæt på traktoren. Først på 15-20 meters afstand lettede de og fløj over i træerne på åens modsatte side eller blot nogle meter væk. Et fantastisk syn med de flotte tegninger på vingernes undersider.

Sådan en dag glemmer man alle genvordigheder og begynder at tro på, at det nok skal nås.