`Pløjningens
vidunderlige verden`
af Peter Vedel og Jørgen
Fjelstrup
Midt i november skulle det være!
Hen over sommeren havde der været snakket meget om ukrudtsbekæmpelse.
Efter høsten skulle der pløjes eller harves.
Men tiden gik, og intet skete. På et tidspunkt havde
et par medlemmer af teknikgruppen fået nok af snak og
skred til handling. Nu skulle der pløjes.
Forberedelserne.
Belarusen (den store russiske traktor med firehjulstræk)
blev udstyret med Brinkholms egen plov med tre skær
og Fiat-traktoren med en lånt toradet. Så nu havde
vi 2 traktorer med i alt 5 plovjern. Nogle prøvepløjninger
på stykket, hvor vi havde grønsager i sommer,
og på den store mark nærmest ved gården
gav grund til optimisme. Mægtigt.
Så gik pløjningen i gang.
Det viste sig desværre hurtigt, at den store russiske
traktor ikke kunne trykke ploven ordentligt ned i jorden,
så effektiviteten var begrænset. Det gik bedre
med Fiat'en, som er udstyret med dybdekontrol og kan holde
ploven i en bestemt dybde, når den først er indstillet.
Belarusen blev ”stemt hjem”, hvilket jo så
betød, at vi fik reduceret kapaciteten til 40% og måtte
se i øjnene, at det ville tage 2½ gang så
lang tid, inden vi var færdige.
Men i gang kom vi. Først om dagen, og når dagslyset
forsvandt, fortsatte vi med mørkepløjning. Med
Fiat'ens kraftige projektørlys er det muligt at pløje
i mørke, når blot der er pløjet for. Så
er det ”bare” at fortsætte plovfure efter
plovfure efter plovfure. Siden gik mange aftener med mørkepløjning
og en del weekender i både dagslys og mørke,
og i løbet af november og december fik vi angrebet
og ædt det meste af marken mellem vejen og åen.
Pløjningens sorger og glæder.
Pløjning kan være ensomt, men har også
sine spændende sider (!!!).Det er en særlig oplevelse
at køre flere timer i træk i de lange plovfurer,
mens man på skift iagttager vejrets skiften, bilerne
på vejen, dyrenes adfærd, forhjulet i plovfuren
og plovens arbejde. Så kan tankerne flyve, og det er
ren mental afslapning, som kun afbrydes af forkerte motorlyde
(hjulspind) m.m., som kræver indgreb.
Det
sure slid: Kampen med og mod ploven. Ind imellem
må man tale bestemt til både traktor og plov for
at fortælle dem, hvem det er, der bestemmer. Prøve
at rette de værst snoede plovfurer ud, så de er
lettere at arbejde med ved næste passage. Amatørpløjerne
måtte lære sig at anvende differentiale-spærre,
når et af hjulene fedtede rundt, og at bruge de separate
baghjulsbremser for at hjælpe med styringen samt at
arbejde med den hydrauliske dybdekontrol, så ploven
blev hævet en smule, når det hele var ved at køre
fast i den hårde, tunge eller våde jord.
En lørdag aften eksploderede Fiat'ens ene forhjul,
men heldigvis fandt vi ud af, at den gamle Ferguson (som jo
ikke deltog i pløjningen) ”passer sko”
med Fiat'en, så weekendens pløjning var reddet.
Og så lykkedes det os foruden selve markerne at nedpløje
en arbejdshandske, dækslet til traktorens oliepåfyldning,
et halvt riveskaft og 7-8 hjulbolte til traktorens to baghjul.
Alt sammen faldet af under kørslen.
Men glæderne! De stjerneklare nætter.
Et par aftener var det helt skyfrit, og det var dejligt at
stå ud af førerhuset nede ved åen for at
få lidt frisk luft og iagttage nattehimmelens stjerner
og den næsten fulde måne. Det enlige træ,
der står i en bugt helt nede ved åen, blev næsten
en ven. Det er rart at have en pejling til at vise, i hvilken
retning åen ligger, når man skal vende helt ude
ved kanten.
Noget af det mest spændende er dyrelivet, der kan iagttages
fra et traktorførerhus. Først og fremmest i
hundredvis af måger og råger/krager, der finder
sig lidt orme og andet småkryb i de nye plovfurer, hvor
man endog af og til kan få øje på en markmus.
Også fasaner og rådyr færdes på marken,
og med vildtet kommer også jægerne, som man en
søndag i december kunne se danne kæde tværs
over marken på den anden side af vejen, dog uden at
deres anstrengelser bar frugt – de så vist ikke
engang noget. Søndagen efter kunne man så se
3 rådyr spadsere i enkeltkolonne på langs ad den
selv samme mark. De betragter vist ikke en traktor som nogen
fare.
Og en dag dukkede der pludselig en flok rovfugle (falke eller
høge?) op. Måske en 5-10 stykker, der satte sig
i plovfurerne meget tæt på traktoren. Først
på 15-20 meters afstand lettede de og fløj over
i træerne på åens modsatte side eller blot
nogle meter væk. Et fantastisk syn med de flotte tegninger
på vingernes undersider.
Sådan en dag glemmer man alle genvordigheder og begynder
at tro på, at det nok skal nås.
